Koncerter i Borgernes have
Tag et øjeblik til at slappe af, og lad dig opsluge af stille klassisk musik.
Lad dit ophold omfatte en tur forbi Borgernes have og nyd en stund i en fredelig grøn have midt i det travle europæiske kvarter. Kun 100 m fra Europa-Parlamentets officielle indgang kan du finde haven, hvor den tidligere kunstner fra det 19. århundrede Antoine Wiertz havde sin bopæl.
Træer, bænke og græsplæner indbyder til en spadseretur eller et lille hvil. Haven har nogle originale træk, som f.eks. en kopi af ruinen af Paestum-templet i Italien. Skulpturer af historiske europæiske filosoffer og kunstnere fremhæver stedets historiske karakter. Haven har også en musikpavillon og er undertiden vært for arrangementer.
Haven åbnede for offentligheden for første gang i september 2020 takket være Europa-Parlamentets investeringer og renoveringsarbejde.
Kunstnerens enorme atelier er nu blevet til Wiertz-museet og kan besøges. Det hører til de kongelige museer og huser mere end 200 af kunstnerens værker.
Læs mere om kulturprogrammet i Borgernes have nederst på denne side.
Efterår – vinter | September | Oktober – marts |
---|---|---|
8:00 – 19:50 | 8:00 – 17:50 |
Forår – sommer | April | Maj – august |
---|---|---|
8:00 – 18:50 | 8:00 – 20:50 |
Antoine Wiertz flyttede til stedet i Ixelles i 1850 og udviklede selv idéen om atelieret, huset og haven. Store dele af huset og atelieret blev opført i 1850-1852, selv om byggeriet først blev færdiggjort nogle år senere.
Atelieret har altid været åben for offentligheden og var udformet til at være iøjnefaldende. Kopien af ruinen af Paestum-templet i Italien var synlig for de passagerer, der ankom til togstationen Luxembourg, og den svarede til datidens romantiske ånd.
Ved sin død gav Wiertz sine kunstværker, atelieret og haven til den belgiske stat, som åbnede atelieret som museum i 1866. Atelieret, huset og haven blev i 1997 fredet på grund af deres historiske og kunstneriske værdi.
Haven forblev lukket for offentligheden indtil september 2020, efter at den var blevet renoveret af Europa-Parlamentet.
Antoine Wiertz (1806-1865) var en belgisk romantisk maler og billedhugger. Han var berømt for sine store malerier og kunstværker, der kunne være mere end 11 m lange og indeholde sociale eller filosofiske budskaber. Wiertz er en af de vigtigste repræsentanter for den belgiske romantisme og monumentale kunst.
I 1839 opfordrede Wiertz til, at Bruxelles blev anerkendt som Europas hovedstad. I dag bærer Europa-Parlamentets officielle adresse hans navn: Rue Wiertz 60.
Borgernes have huser en bred vifte af flora og fauna med 17 forskellige træsorter såsom popler, ahorntræer og kastanjetræer. I alt er der 76 træer i Borgernes have, hvoraf det ene har været der i mere end 100 år. Europa-Parlamentet er fast besluttet på at fremme biodiversiteten på sine grønne arealer, og træerne i denne have lagrer ca. 3 ton CO2 om året og er til gavn for bylandskabet og biodiversiteten generelt. Haven bidrager ikke blot til kulstofkredsløbet, men også til vandkredsløbet og til skabelsen af "køleøer", altså svalende oaser i byen.
Det træbevoksede område i Borgernes have besøges også af flere flagermusarter. Flagermus af arterne Pipistrellus pipistrellus (Pipistrelflagermus), Pipistrellus nathusii (Troldflagermus) og Pipistrellus kuhlii er alle blevet set i haven.
Arbejdet med at ombygge huset og haven begyndte i 2016 og er et offentlig-offentligt partnerskab mellem Europa-Parlamentet og den belgiske stat. Der blev indgået en 50-årig lejekontrakt for 1 EUR på betingelse af, at Europa-Parlamentet renoverer både haven og huset og åbner haven for offentligheden.
Huset er i øjeblikket ved at blive ombygget og vil åbne om et par år.
Rue Vautier / Vautierstraat 62B-1050 BruxellesBelgien
Bruxelles-Luxembourg-stationen ligger ved Europa-Parlamentet.